Niende og Tiende trins løfterne

Hvis vi er samvittighedsfulde med denne del af vor udvikling, vil vi forbavses, før vi er kommet halvvejs igennem. Vi kommer til at kende en ny frihed og en ny glæde. Vi fortryder ikke fortiden, ej heller ønsker vi at smække døren i for den. Vi vil forstå ordet sindsro, og vi vil kende fred.

Uanset hvor langt nede på skalaen, vi har befundet os, vil vi indse, hvordan vores erfaring kan hjælpe andre. Følelsen af ubrugelighed og selvmedlidenhed vil forsvinde. Vi vil miste interessen for det egoistiske og vinde interessen for vore medmennesker. Selvtilfredshed vil forsvinde. Hele vor holdning og vort syn på livet vil ændres. Frygten for mennesker og økonomisk usikkerhed vil forsvinde. Vi vil per intuition vide, hvordan vi skal behandle forskellige situationer, som tidligere ville hæmme os. Vi vil pludselig erkende, at Gud gør det for os, hvad vi aldrig kunne gøre for os selv.

 

Er dette ødsle løfter? - Det mener vi ikke. De bliver fuldbyrdet blandt os - sommetider hurtigt, sommetider langsomt. De vil altid blive virkeliggjort, hvis vi arbejder for det.
 
Disse tanker bringer os hen til det tiende trin, som foreslår, at vi vedbliver med den personlige selvransagelse, og forsætter med at rette enhver ny fejltagelse, som måtte opstå hen ad vejen. Vi fastholder denne livsholdning lige så energisk, som vi rensede ud i fortiden. Vi er trådt ind i den åndelige verden. Vor næste opgave er at udvikle os i forståelse og duelighed. Dette sker ikke på en enkelt dag. Det forsætter livet ud. Vedbliv med at være på vagt over for egoisme, uærlighed, bitterhed og frygt. Når disse dukker op, beder vi straks Gud fjerne dem. Vi taler straks med en anden om det og retter hurtigt op, hvis vi har gjort nogen fortræd. Så vender vi beslutsomt vore tanker mod nogen vi kan hjælpe. Kærlighed og tolerance mod andre er vores løsning.

 

Vi er holdt med at bekæmpe nogen eller noget, selv selvisk begær, for på dette tidspunkt har vi fået vores sunde fornuft tilbage. Det er sjældent, vi fatter interesse for selvisk begær. Fristes vi, viger vi tilbage, som havde vi brændt os på en varm kakkelovn. Vi reagerer fornuftigt og normalt, og vi opdager, at dette sker automatisk. Vi vil opdage, at vor nye indstilling til selvisk begær er blevet skænket os uden tanke eller anstrengelse fra vores side. Det kommer bare. Det er det, mirakuløse. Vi bekæmper det ikke, ej heller undgår vi fristelserne. Vi føler det, som var vi i en slags neutralitet: sikker og beskyttet. Vi har end ikke afsvoret det. Problemet er i stedet blevet fjernet. Det eksisterer ikke for os. Vi er hverken højt på strå eller bange. Det er vor erfaring. Sådan reagerer vi, så længe vi holder os i en passende åndelig form.

 

Fra kapitel 6 i bogen "Anonyme Alkoholikere"®.